Efter en god rum tid i total isolation fra dem du elsker og dem, der bekræfter dig i din betydning, kan man godt gå hen og blive en smule udfordret på ens eget selskab.
De to første uger levede jeg i en lykkerus af frihed og kæmpe egoisme. Her var kun mig og mine behov… og MIN drøm. Jeg fik gang i fiskeriet og det gik ret godt. Men hvad var nu det… allerede efter 14 dage fandt jeg ud af at jeg var total overlegen i at sikre min egen overlevelse. Jeg havde fundet mig til rette i mit shelter, jeg havde bygget en seng og indrettet mig simpelt.
Her er det at jeg rammes af at min forestilling om, at skulle kæmpe mod bjørne, sult og sikre mig tørrefodet gennem pløret af mudder, slår helt fejl. Idet øjeblik blev jeg overrumplet af den værste følelse jeg kender, KEDSOMHED. Kedsomheden var pludselig blevet min største trussel i eksperimentet om overlevelse og jeg kunne nu høre min kones stemme i min erindring, “altså Jon, tror du ikke du skal træne dig i at være alene. Måske er det en god ide at sætte dig ind i mindfulness”. Men her reagerede jeg med min nordjyske mandsfacon med en lettere fnysen… “som om”. Næ nej, jeg havde travlt med at bygge fælder og sikre min oppakning i form af godt modstandsdygtigt tøj og et ordentligt kalorieindtag. Jeg tog afsked med venner og familie og forsikrede, at jeg senest vil være hjemme til april, hvor min datter skulle konfirmeres(lidt optimistisk at tænke 6-7måneder ud i fremtiden), men jeg var klar.
Set i baglyset kom kedsomheden til at stå som en uundgåelig modstand for min natur, fordi jeg altid har flygtet fra den og aldrig har taget mig af dens intention om at lære mig noget om livet og om mig selv. Pludselig her i vildmarken stod jeg face to face med kedsomheden, som var den en Bjørn. Dens blik borede sig sultent ind i min marv og den fik mig klemt ind i en krog, der overvældende mig af magtesløshed. Jeg var jo kommet for at opleve spænding og eventyr, og nu var det her lige som et punktum i den plan.
Dagene gik og endnu en modstander melder sig, STRUKTUR. Jeg finder simpelthen ud af at vejen væk fra kedsomhed, er at skabe en hverdagsstruktur. Hvem fanden er rejst til vildmarken for at opbygge struktur, når drømmen jo netop var at slippe ud af hamsterhjulet og nyde friheden.
Forestil dig blot, at du netop nu har fortalt hele verden at du først kommer hjem om 6-7 måneder, og allerede efter 14 dage er i kamp med dig selv om kedsomheden. Efter nogen tid alene med kedsomheden er jeg så heldig at få kontakt til min ret gode ven, VILJEN TIL AT VINDE OG NÅ MIT MÅL. Det føltes nøjagtigt som den slags mirakler man kun kan læse sig til eller se i en film. Men her er det at både sejr og lykkerusen består i den forløsning det er at opdage endnu et uforløste personligt potentiale.
Overlevelsen er ikke længere en kamp alene mod KEDSOMHEDEN, men netop en kamp mellem de to stærkeste elementer i min personlighed, der driver mig. Præcis de elementer, der driver mig ud i stormen og ud på nye eventyr i higen efter adrenalinsus og nye oplevelser i verden.