Jeg er ofte blevet stillet spørgsmålet om jeg har forandret mig efter overleveseseksperimentet i vildmarken. Svaret er klart, JA.
Med al den tid i verden til at se sig selv efter i sømmene på livets beslutniger, besøge afkroge af dit indre skattekammer og tune ind på radio-Jon uden støj fra civilisationen.
- her var det at jeg lod en del af mig selv blive derude i vildmarken.
Forestil dig du du ikke er nogens ven, forælder, kollega, nabo, partner, mv. Ingen definerer dig eller bekræfter dig i din rolle – du har kun dig selv.
For mig blev det vigtigt hurtigt at få opbygget en hverdag med struktur, netop for at være noget for mig selv og sikre kilden til min overlevelse. Overlevelse er ikke for alle, det er hård diciplin og vedholdenhed til at sikre vand, ly og føde.
Med 350 fisk var jeg i et dilemma, for det gik jo simpelthen for godt. Men en anden sag var savnet om at være noget i kraft af andre, der begyndte at trykke i brystet. Fra dag 30 var savnet og ensomheden ved at sprænge min brystkasse og humøret havde pludselig fået sin egen karrusel.
Jeg fandt ly i mit shelter og sikrede et hverdagsliv jeg kunne leve af på det udsøgte sted ved den store sø i Nordnorges land og her hørte jeg hjemme for en stund.
Familien hjemme var lige så ramt af savnet og det vi nok alle har trukket ud af dette eksperiment, er at hjem ikke just er det vi bor i men det vi skaber sammen, nemlig traditioner og minder.