At søge sin frihed fra et velindrettet overflodssamfund og forlade sine nærmeste er den bedste gave jeg har givet mig selv og min familie. Gaven består netop i at favne det ansvar det er at sikre at jeg hver dag lever et liv som jeg er tilfreds med.
Det billede der kan gøre mig mest trist, er mødet med andre mennesker, der i frygt for at realisere sig, svigter sine nærmeste ved at tage dem som gidsler i den uforløste frihed de ikke har modet til at give sig selv. Hverdagen i NordNorge lærte mig at sætte pris på lyden af de små ting, og summen af de små tings betydning i det store billede.
På dag 16 i vildmarken har min datter fødselsdag hjemme i Danmark, og for første gang i hendes 13 år, er jeg ikke hjemme på dagen. I stedet for at slå savnet til hyggen om traditionerne væk og tynges af dårlig samvittighed bliver det, der holder mig kørende, umagen med at vedligeholde alt det velkendte. Så den 22. September fejrer jeg Silles 13års fødselsdag, mens jeg gør mig umage med at finde mit fine tøj frem, snitte flag i træstammen i min hytte og ikke mindst synge fødselsdagssang. De der kender mig ved, at det ikke er i sammenhæng med fødselsdagssang, at jeg oftest tager mit førerskab. Men på DENNE dag, Alene i vildmarken, synger jeg fór og kompenserer for savnet ved at være tro mod traditionerne, som jeg på særlig vis har skabt sammen med mine nærmeste.
I vildmarken manglede jeg intet materielt. Jeg levede i sus og dus og de der så programmet fik den detalje med, at jeg fandt 6 dåser sommerøl. Mit shelter var lunt og tæt, mens vildmarkens sensommer ebber ud og jeg gør klar til vinterens komme. Hver aften i mit shelter kigger jeg mod månen som jeg ved også lyser over min familie.. Alt jeg mangler er dem derhjemme at dele eventyret med.